Om at så Agurker
Fra frø til udplantning....
Agurker, og for den sags skyld courgette, patissoner, græskar, honning melon og andre frø inden for denne gruppe, skal man tidligst så 25 - 30 dage før planlagt udplantning. Planterne er meget varmekrævende, og selv den mindste frost slår de unge planter ihjel.
Jeg forspire altid mine agurk frø, men det kan være en god ide at tjekke om frøene er spiredygtige inden forspiring. Det gør jeg altid når jeg er usikker på hvor gamle frøene er, f.eks. når jeg har smidt original indpakningen væk.
Det gør jeg ved at opløse en lille teske salt i et glas vand, hvor jeg drysser frøene i, og blander dem i vandet.
Efter ca. 10 minutter, er frøene separeret. Frø, som flyder på vandoverflade, smider jeg ud, da de, efter min erfaring, sjælden spire. De spiredygtige frø er faldet ned på bunden af glasset, dem skylder jeg med ren vand og lægger til forspiring. Jeg ved ikke, hvorfor - men det virker med mere end 90 % sikkerhed.
Jeg forspirer altid mine agurk frø i fugtige træspåner. Brug en god håndfuld træspåner af samme type som man bruger i et hamsterbur. Læg spånerne i en beholder som kan lukkes og hæld forsigtigt lidt kogende vand over, så træspånerne lige akkurat bliver fugtige, men ikke våde. Når blanding er kølet lidt af, blander man sine frø med træspånerne, lukker beholderen og stiller den lyst og lunt.
Med denne metode spirer frøene som regel dagen efter. Hvis man sår tørre frø, kan man tit vente en uge, eller endnu længere, inden man ser de første spire.
Agurker er, ligesom squash, græsker og lignende planter, meget skrøbelige og vanskelige at håndterer hvis du vil prikle dem om. Når jeg sår frøene, så gør jeg det 2-3 uger før planlagt udplantning, direkte i potter på ca. 200-250 ml størrelse. Hvis du vil have dem stående længere inden udplantning, skal du vælge et lidt større potte.
Hvis der ikke er fare for nattefrost, så kan du med fordel stille potterne ud om dagen, for at hærde planterne. Kimplanter skal stilles i læ og uden direkte sollys.
Held og lykke med dine agurker